Stærkt røde sokker til slidte blå jeans
Mads Eslund
Published by Anblik at Smashwords
Copyright 2010 Anblik & Mads Eslund
Smashwords Edition, License Notes
This ebook is licensed for your personal enjoyment only. This ebook may not be re-sold or given away to other people. If you would like to share this book with another person, please purchase an additional copy for each person you share it with. If you’re reading this book and did not purchase it, or it was not purchased for your use only, then you should return to Smashwords.com and purchase your own copy. Thank you for respecting the hard work of this author.
To Whom It May Concern
Så hellere et smut ind i kunsten, hvor det nærmest er gjort til et princip, dette med at skubbe billedet af en ting ind foran tingen selv.
– Peter Nielsen
Jeg tager notater, fordi jeg ønsker at huske, hvad jeg har set.
– Jørgen Leth
Citater er af særlig interesse, eftersom man ikke er i stand til at citere, hvad der ikke er ens egne ord, hvem der end måtte have skrevet dem. „Hvem der end...“ er den, der citerer, i en anden skikkelse, i en anden tid og under andre omstændigheder.
– Wallace Stevens/Marcel Cohen
Stærkt røde sokker til slidte blå jeans
Stærkt røde sokker til slidte blå jeans.
Har lyttet intenst til Pink Floyds Grantchester Meadows (Umma Gumma, Studio Album) i slutningen af uge 6, 2003: „Hear the lark and harken / To the barking of the dog fox / Gone to ground / See the splashing / Of the kingfisher flashing to the water...”
Masser af rugbrød, æbler og øl.
Program om musikterapi på DR2: „At lytte til klassisk musik i tyve minutter hver dag øger hjernens rumlige forestillingsevne og evnen til at tænke abstrakt.”
Jeg indrømmer, at jeg spiller meget pik, når jeg skal sidde og læse meget.
Kvinder med rodet hår, som taler til kvinder med ordnet hår.
Jeg er vild med dine nye nederdele, som smukt fremhæver din kvindelige figur, din smalle talje. Skindnederdelen og den tætsiddende sorte.
Mit tis (pis) har lugtet stærkt i et stykke tid.
Tegneseriekvinder kan være sindssygt æggende og vulgære.
Den indiskrete måde mænd ofte lugter til deres fingre på, undersøgende og fascineret, som om de lige har haft dem oppe i en skede. Det lille ryk i overlæben ved indsnusning.
Januar/tidlig februars bogindkøb: Stjernens time (Lispec-tor), Raflebægeret o.a. digte (Jacob), Anna Blomst o.a. digte (Schwitters), Besat af æbler o.a. digte (Tanikawa), Blomster-ur (Nyberg), Kapriciøse indfald (Jünger), Golden Delicious (Moestrup), Syndfloder (Andkjær Olsen). Cd-indkøb: The Smiths (ditto).
Dine små grynt, når du griner. Dine pludselige hikkeanfald.
Stikkontakternes øjenhuller. Lyden af en blyants hidsige kradsen på papir som skræppen af et gåsetræk over husene.
„important paper work” (Westzynthius)
+ nøgleben.
Oversættelse a la brystsvømning.
„Det er umuligt for mig at tage dét alvorligt at fortælle en historie, hvilket jeg betragter som noget meget naivt.” (Leth)
Din overlæbes smukke og tydelige tegning. At gnide ansigter/kinder mod hinanden (ligesom hunde).
Marineblå bluse i silke med store hvide polkaprikker.
Ponge ville revolutionere sproget med sine tekster; revolutio – at bringe noget (ordet) tilbage til dets oprindelige (etymologiske) betydning, en slags hjemkomst eller tilbagerullen til egentlighed.
Beskrive en knyttet hånd, alle siderne (griber en bold som en kødædende plante), også en åben hånd.
Roubaud organiserer sine fem kuglepenne pertentligt, de skal ligge samlet helt tæt op ad hinanden med lige „margin“/samme højde i toppen.
Et stillebenmotiv: på et opvippet bord (maleren ønsker synlighed og overblik over arrangementet; bordets emner er ordnet i adskilte grupper) er djævelen i færd med at gnave i Kristus – et egern, der spiser en valnød.
Ansigtets spejling, som møder dig som en opsvulmet maske på bunden af den kop, du er ved at tømme.
Håndskriftens frihed ikke at skulle/måtte følge linjen
+ hurtighed og sjusk (temperament).
Påstande: Jeg gik over en mærkelig bro. Fotosyntese er blot et tilsyneladende fænomen. Indlandsisen smelter aldrig. Digte er for bøsserøve og folk, der ikke ser sport i fjernsynet. Det absolutte nulpunkt varierer fra planet til planet. „Dørvogterens fødder er syv armlængder lange.” Alle sten har engang været bløde.
Den lille lomme i et par Levi's.
Spontan kan-lide-liste: overrisling af marker, cornflakes, mosgroede græsplæner, arkitektlamper, gamle skrivemaskiner, store køkkenknive, store senge i gulvhøjde, fingerløse handsker, tåge på havet, kaffe i høje glas, labradoragtige hunde, kuglepenne, paperbacks, gummisko, papirstakke, notesbøger, undertekster på tv, graffiti, påståelighed i tåbelige diskussioner, løbeture, sms-beskeder, at lære tekster udenad, orden i mine ting, fotografier af mig selv, hvide vægge, ost, øl og whisky, vandkanter, sjatlæsning i flere bøger på en gang, sodavandsis, tætsiddende T-shirts og skjorter, at betragte sovende mennesker, petanque, kufferter, at danse på spassede/lirede måder, puder, sprætte bøger op, krusedulletegninger, rygsække, landkort, bykort, ingefærkarameller, sovs, at lytte til en sang flere gange i træk.
Vågnede ved 7-tiden med næsen stoppet til med snot. For-kølelsen startede i går og er blevet værre i løbet af natten. Røde øjne og ømme muskler, jeg tror ikke rigtig, jeg vågner i dag.
Plukke tekster ud af deres sammenhæng, sætte dem ind i nye – relativere, revitalisere. At nedskrive en tekst, man allerede har skrevet:
En flod er lang og bred og dybest på midten.
Den snor og bugter sig som en slange i dalen.
Den skærer sig gennem landskabet med alle
sine fisk. Vandet er grumset, og sand hvirvles
op fra bunden og lægger sig i store banker i
lavlandet.
Et bjerg, der er stejlere på den ene side.
En mose kan være fuld af tørv og ofringer. „Man
kan gå over blegbrune moser, over vådt mos
hvor fodsporene bliver tilbage som fordybninger
fyldt med brunt vand.” „Jeg går over mosen, og
små bobler stiger op i dyndet mellem tuerne.”
Et bakkedrag, der ligner en pæretærte. Det ses
tydeligt. Jorden er tør og sprød, og sten og
krystaller minder om stødt sukker. Eller et
bakkedrag minder om sinuskurver, hvorfor ikke.
Jeg interesserer mig ikke for at fortælle, overhovedet ikke, jeg er mere optaget af at studere og beskrive ting (benævne); deres beskaffenhed, udseende og forholdet mellem dem. Projektionspotentialet i ting. Det er interessant for mig, at en ting kan ligne eller minde om en anden ting, kan relatere til situationer, erindrede begivenheder etc. Min skjorteknap kan ligne en pastil, som kan minde mig om en episode, som kan minde mig om en ny ting. En ting har et tilhørsforhold. En ting kan være symbolsk i forhold til en bestemt orden. Det klassiske stilleben f.eks. har en række faste motiver med stabile allegoriske betydninger – det interesserer mig at kunne lege med og udpege sådanne betydninger. At give tingen overdrevet betydning, en slags overfokusering medførende forskydning/forvandling af tingen. Jeg kunne tænke mig at sidestille/katalogisere en række landskabsbeskrivelser fra forskellige romaner, lade dem stå løsrevet/isoleret ved siden af hinanden – skære fortællingerne fra, såvidt muligt...
Sensus litteralis – sensus spiritualis/mysticus.
Trusselinjer. John Kaceres trussebilleder, altid samme beskæring af liggende kvinder med ryggen til (røven som ansigt næsten).
Næsten altid løg eller frugt
et glas vin og en flaske
gerne muslinger og fasaner
duge med fine folder
eller duge med tunge folder
antydninger af stoffets tekstur
Bordkanten markerer horisontlinjen
bordets hjørne det gyldne snit
knive og gafler er anbragt
til at pege ind i billedet
Markeret forgrund
et opskåret æble f.eks.
to halvkugler på en musselmalet tallerken
fire kerner er drysset ud
En spinkel vase med liljer
bagest i kompositionen
Skyggerne på stenvæggen
skumringsbrun indendørsbelysning
Balancer (temperantia): brød – vin, citron – appelsin,
drue – fersken, bille – sommerfugl.
(Lyrisk – sagligt)
„Blot at udgive små historier og betragtninger midt i en brølende og stønnende verden; at tale om uvæsentlige ting, når der er så mange væsentlige; at ærgre sig over fænomener, der ligger langt bag skudlinjen...” (Musil)
Området mellem øjenlåg og plukkede bryn (hvad hedder det område?) ligner på mange kvinder ydre skamlæber/ vulva.
Insekt hen over hvid dametaske i læder.
Til film og foredrag i Cinemateket, lysten til at skrive skaldet på en foransiddende mands måne. En anden mands sparsomme pandehår redt i midterskilning som et schnurrbartoverskæg, der er hoppet op på hans isse.
Mine tæer er ved at gå i opløsning. En kvalmende sødlig lugt også nogle gange gennem skoene. Kraterdannelser på hælene pga. overdreven varme.
Svede, som om man er penslet med æg.
Hierarki i henhold til filosofisk skema for „det porfyriske træ”: landskab og stilleben < historie-/myteskildrende (dramatisk) maleri.
Det ulegemlige/naturen < det legemlige/mennesket. Portrættets status midt i denne rangorden?
Beskrivelser af ansigtsudtryk, forskellige følelser/temperamenter fremstillet stiliseret i et katalog. En idé om den menneskelige mimiks syntaks (tænker på Duchenne de Boulognes forsøg med at sætte strøm til ansigtsmuskulaturen i „The expression of the emotions in man and animals”, også Darwins undersøgelser af ansigter i „The mechanism of human facial expression”).
Nærbilledets udprægede brug i billige amerikanske tv-serier.
At kysse på trappereposer/sove på dugvåde græsplæner. Dit ansigt, når du sover/dit ansigt, når du er vågen.
Forhudens overflødighed i et kondom. Røde aftryk af mine klunker i lyskenen.
„Tre pomerantser eller bergamotlignende appelsiner med samt en citron ligger på en plettet marmorbordplade rundt om billedets midterakse, der dannes af et rømerglas med nopret stilk, som på baggrund af en mørk niche samler lyset punktagtigt om sig, eller det brydes i den transparente materie af glas og vin. Den lysende gule frugts porede skal er skrællet i en uafbrudt strimmel, der snor sig som en guirlande hen over en kniv, hvis polerede agatskaft rager ud over kanten af bordet, og svarer dekorativt til de spidse blade på appelsinerne. Arrangementet med de sure og søde citrusfrugter ved siden af hinanden, hvis saft svarende til deres medicinsk-humoral-patologiske sammensætning skal tilsættes vinen, er tænkt som en symbolsk formaning til temperantia, mådehold.”
(Schneider – til et billede af Willem Kalf)
En flue, der bliver siddende på en ung kvindes nøgne skulder.
Aftegningen af et pubeshår på kopiark.
Stramtsiddende jeans med poset røv og brede, tydelige syninger. Jeg har givet 1200 kroner for et par jeans.
Forsideportræt – bagsidestilleben
Isolerede omløb ved orddelinger: tesort bøgeskov / ren med én kugle / genmåltid ude i køkkenet / se nævnte dyrs særegenhed?
Tyk rimfrost som mug på markerne.
„Det lodräta i varje ansikte.” (Nyberg)
Smilehuller over røven på en ung kvinde med lavtaljede jeans.
„...blev tanken straks synlig i en lille bule, der flyttede sig under pandehuden som en mus.” „Så fortrak hans mund sig til et smil. Det hang langs kanten af hans underlæbe som grød, der koger over en gryde.” (Kristensen)
Haute couture ved Bovbjerg
catwalk ad trappe og høfde
aften mørke og blæst
liveprojektioner på klintens væg
lyden af havet forstærket
transport i realtid
som i en film af Pasolini
langsomt
enkelt
koreograferet
Kustoders erindringer af fraværende (udlånte) malerier i Sophie Calles Le Fantôme; et grænsefelt mellem objektivt blik/analyse og subjektiv oplevelse/idiosynkrasi/fortolk-ning:
„Et farvespil som svæver omkring som små elektroner. Det er fløjlsagtigt blødt, som guldstøv. Det mindst levende er hende i badekarret. Stiv. Det er som om han har malet hende fladt. Jeg kan huske de to former som kolliderer: Badekarrets store oval og rektangler i rækker. Jeg ser guld, elfenben, musik af Ravel, en forstøvet parfume.” „Det er et skue ud over en havn, ved sekstiden, i det tidlige forår eller om sommeren. Det er ikke et pastoralt landskab. Det er en arbejdsplads. I forgrunden er der en mole. Det er lavvande og arbejderne er gået. I midten er der et udsnit af havoverfladen og en, to, tre, måske fire skyer, som er placeret på linje, parallelt med hinanden. Jeg kan huske de lignede flutes. Til højre i det fjerne, er der både. Tæt på kan vi se løv og rullesten. Vi fornemmer at der er vindstille, vandet er blikstille, total stilhed.”
En mands skamløse nulren med bolchepapir under klaverkoncert. Pludselig indskydelse og lyst til at åbne hægtet på en foransiddende kvindes halskæde.
At nulre et stykke afbidt negl i en stor lyttende forsamling.
Alternativer til stærkt røde sokker til slidte blå jeans: Slidstærke Ørn til sejlkåd taberokse/Kålen stærkere til dildtobak jøsses/Et ådsel løj lidt sikken sær barok test.
Har lyttet intenst til en passage i John Cages 36 Mesostics Re and Not Re Marcel Duchamp i slutningen af uge 8, 2004:
„a utility aMong
swAllows
is theiR
musiC
thEy produce it mid-air
to avoid coLliding.”
At nedskrive en tekst, man allerede har skrevet.
Visus
„Frem af denne på en gang skrøbelige og faste sne træder ene og alene øjnene, sorte som kødet på en eksotisk frugt, men overhovedet ikke udtryksfulde, de er blot to dirrende sår.” Historien om Zeuxis' druer, som var malet så virkelighedstro, at fuglene troede, de var spiselige og begyndte at hakke i afbildningen. At se noget er en stor lykke. En tryllekunst, et korttrick, en smuk og naiv tegning i et brev: Min kære. „Det er Knippelsbro. Den Person med Kikkerten det er mig.” Jeg er farveblind, men kan godt se farver. Jeg husker en grøn hest i en indhegning ved Gl. Rye. Historien om Parrhasios' forhæng, som var malet så virkelighedstro, at Zeuxis forsøgte at trække det fra, da han ville se maleriet. Et øjeæble. Øjenhule og øjesten. Et teæg, en mandel og en grøn drue. Øjet, der skaber en komplementær farve: Et grønt lys og et hvidt lys, hvis spejlskygger bliver grøn og rosa. Tell Me about a Miraculous Invention. Som en oversættelse. Som en erindring. Forvrængningen af mit ansigt i bagsiden af en ske, mens jeg skriver dette. Hvorledes skrive en tekst, som umuligt kan filmatiseres? Håret som et gardin (blufærdighed) for øjnene i en tæt dans. Blufærdig-hed er sexet. Du er et lys. At kunne (have kundskab til at) opfinde perspektivet. At kunne (besidde evnen til at) glemme den elskedes ansigt. Du har lagt mærke til en fregne lige under mit venstre øje. „Ser du mig altid helt klart?”
Rorschachtavler
Tavle I (Sort blæk, en groft trekantet, nedadpegende figur)
Som et bredt ulvehoved med markante ører eller fjæset af en ræv. En maske. Et møl eller en sommerfugl med ud-bredte vinger. Fire huller i midten som øjne. Eller søer på et kontinent med forrevne kyster. Et landkort. Spejlvendt øverst ses to hundehoveder i profil med lange snuder og spidse ører. Under hundene, ligeledes spejlvendt og i profil, ansigterne af to råbende aber. Omkring den lodrette midterakse anes svagt torsoen af en kvinde eller en gine. Øverst i midten en kvindes bryster set fra oven. Vender man figuren 180 grader anes en monstrøs maske med små insektkæber. Hundehovederne ligner nu støvler med spidse hæle.
Tavle II (Sort og rødt blæk, to mørke klatter med stænk af rødt i toppen og centralt nederst)
Silhuetter vendt mod hinanden som kaniner i dans eller boksekamp. Eller to bedstemødre med opsat rødligt hår i et heftigt skænderi. Som hekse. Set forfra ligner figurerne karikaturen af en ørn med søvnige øjne og et spidst næb. Isoleret kan næbbet ses som et jetfly eller oversiden af en svævende fugl. Konturerne omkring det røde felt ligner en kvindes kønsorganer. Tappen øverst på midteraksen ligner en penis. Højre side af tavlen minder om profilen af den australske østkyst.
Tavle III (Sort og rødt blæk)
To mørke figurer er vendt mod hinanden. I midten en mindre rød klat og yderligere to små røde pletter i hver side bag figurerne. To hermafroditter, der hviler hænderne på et stort abekranium. Figurerne har højhælede sko på og stritter med numserne. Deres bryster peger mod den røde klat i midten, der ligner en baskende sommerfugl. Deres erigerede penisser peger mod abekraniet. De røde pletter bag de tvekønnedes hoveder ligner svævende og halvt sammenkrummede fostre med navlestrenge.
Tavle IV (Sort blæk, en groft trekantet, opadpegende figur)
Stor og bred mandsskikkelse, en gorilla eller et monster, som er set skråt nedefra. Underkroppen er overdimensioneret. Gigantiske støvler og et enormt lem, som er længere end og næsten lige så tykt som benene. Hævede skuldre og spinkle frithængende arme. Skutter sig. Som en karikatur af en cowboy i duel, lige før han trækker pistolen. Vendt på hovedet ses en slags maske med hugtænder i undermunden og store flabrende ører. Set for sig ligner ørerne dromedar- eller elsdyrhoveder i profil med slappe hængende muler.
Tavle V (Sort blæk, en groft trekantet, opadpegende figur)
Flagermus eller møl, uanset hvordan man vender og drejer figuren. Vingespidserne er spaltede og ligner krokodille-gab.
Tavle VI (Sort blæk i en plamage)
Et dyreskind med en art forlænget hals og et busket og ret besynderligt hoved. Enkeltdetaljer viser tydelige bryster nederst, og øverst ses tydeligt det mandlige køn. Drejet 180 grader smiler et janushoved i profil med lange næser og fipskæg.
Tavle VII (Sort blækklat i u-form)
To figurer med front mod hinanden. Som kvinder med opadpegende frisurer i en mærkelig dans med bagudrettede arme. Kællinger, der sladrer eller kaniner med lange ører og truende adfærd. Bryster og smalle taljer. Kvinder-nes fælles underkrop er som bladet på en hellebard eller skæret på en urtehakker. Det tomme rum mellem figurerne danner silhuetten af en bordlampe med skærm eller en petroleumslampe. Lampen kan ses som omridset af en paddehattesky.
Tavle VIII (Lyserødt, blåt, gråt og orange blæk, et nærmest cirkulært felt af sammenviklede former)
I siderne ses to lyserøde præriehunde med erigerede penisser, der står og hiver i et laset, gråt og blåt stykke stof. Et plettet skind af en helleflynder. Eller to lystige bjørne, der forsøger at klatre op ad et bjerg. Nederst i lyserød og orange endnu et skind eller klæde, som bjørnene eller præriehundene står på. Bjerget kan ses som et monsterfjæs med spids hue, tomme øjenhuler, knoklet næse og en bred, tandløs mund. Det lyserøde og orange skind kan ligne en sommerfugl.
Tavle IX (Grønt, orange og lyserødt blæk, en uregelmæssig rektangulær, opretstående figur)
Som et trolde- eller hekseagtigt janushoved i profil. Krog-ede og knudrede næser med vorter. Tandløse gummer på nær en enkelt stump i hver overmund. Håret stritter. Huden i sammenflydende nuancer af lyserød og orange med fremskydende grønne pletter omkring midten af ansigterne. Ved mundvigene er der regulære huller i huden.
Tavle X (Lyserødt, blåt, gråt, grønt, gult og orange blæk, et kaotisk mønster af stærkt farvede former)
I de øverste hjørner ses krabbelignende væsner, der snapper efter et rævekranium. Herunder konturerne af rævens skind bredt ud, men i kraftig opløsning over ryggen. Et enkelt rygstykke og nederst et par løsrevne ben. Flere utydelige elementer og klatter. Som at kigge i et mikroskop eller observere dyr og planter under vand. Tippet 180 grader bliver rævekraniet og skindet til et spidssnudet hjortehoved med et imponerende gevir.
Auditus
At indrette sig ved stemmens hjælp i stilheden. Jeg ved, vi ville synge bedre, hvis vi gav os mere hen i sengen. „Voca me cum benedictis.” I meget gamle dage var litteratur synonym med fremførelse, oplæsning. Et skrevet dokument var ikke en tekst, tekst krævede en ceremoniel form. Et bogstaveligt talt summende bibliotek. Jeg har intet at sige, og jeg siger det. I den forstand er Cage jo gammel. Og Roubaud. Tusmørkestemmer. Pastorale: at tale til en ko. „Drøvtyggadourer.” Lyden af en våd tunge, der kører langsomt rundt inde i øret. Det giver mig gåsehud, at høre kraftfuld klassisk musik. Eller spinkle stykker. Strygere. Lyden af et piskesmæld er i virkeligheden lydmuren, der brydes. Lyden rejser langsomt, men er fire gange stærkere under vand. En undervandsarie. Ridser i en lakplade. Jeg læser op for mig selv for at kunne huske bedre. Er det et lyrisk temperament? Øret er poesiens lydpotte. Jeg tror, fornøjelsen er større ved at lytte til det samme gentaget end ved at se det samme gentaget. Lyden af en dør, der smækker, skal lyde som lyden af en dør, der smækker. Et vokalforløb, der fjerner fokus fra indholdet i det, du står og siger. Kan en lyd slå et menneske ihjel? Glem ikke sirenerne. Kan man forestille sig, at den grusomste information kan lyde smukt. Jünger dicit: „I eftermiddags hørte jeg for første gang min stemme mekanisk, nemlig på voksplade. Til min forbavselse havde den helt igennem det tonefald, der er karakteristisk for inkarnerede og snerpede, midaldrende hannoveranere, som jeg aldrig har kunnet fordrage. Så lidt kender vi os selv.” En højtalers puls. Lyden af en blyants hidsige kradsen på papir – „man vender tilbage til steder, der ikke findes.” At være i stemning er at være indstillet, det er vel derfor, støjen findes (støjen findes). Lyden af tis, der plasker på en ryg, ville være helt forkert at skrive her. Glitch. „Den lette ringen for enden af de lodrette vandstråler, afløbsrørenes klukken, de små slag på gonggongen mangfoldiggør sig og genlyder samlet i en koncert uden monotoni, men ikke uden nænsomhed.“
Landskabsmalerier
J. Th. Lundbye: Efterårslandskab. Hankehøj ved Valdekilde
„…en ganske klar kold Luft, hvorover glide mange smaae, isolerede Skyer uden alle de bløde løsrevne Smaadele som paa en varmere Dag kunne forbinde og tilsammen give Indtrykket af trykkende Hede…” Gravhøjen er et mindesmærke, et nationalt symbol, en længselsfuld udpegning af fortid i nutid. Bondemotiv; en hyrdedreng (malerens identifikation) vogter roligt græssende køer – idyl. Let skjult himmelfantasi; en skybuste med pudret paryk, en ung mands ansigt i profil. Mozart svævende over landskabet.
J. Th. Lundbye: Sjællandsk landskab. Udsigt fra Bjerresø Mark mod Vejrhøj og Dragsholm slot
Fire store sten helt forrest til venstre, bagved og til højre for disse et landskab, der hæver sig mod et stort (svulstigt) bakkedrag, blå og gylden himmel med enorm dybde. Panorama. (Her kunne en landsknægt ride forbi!) Gårde, køer, vognspand, hyrde og slot (typisk danske elementer) er små eller mikroskopiske punkter – westernagtig vidde, overdimensioneret, bakkedrag som udstrakt kvindetorso (et delvist skovklædt bryst og Vejrhøj som brystvorte). I kontrast til det storslåede motiv, maleriets ret beskedne format 61x124 cm.
L. A. Ring: Sommerdag. Roskilde Fjord. Frederiksværk
Et nærmest gennemsigtigt skib (med slappe sejl; der er vindstille) er drevet ind i billedet yderst til venstre. Skibet befinder sig på billedets horisontale midterakse og spejles i vandet. Fjorden er lige og løber som et bånd. På den anden side af fjorden er der lysegrønne bakker og klinter, anelsen af en strand. I forgrunden en strandeng med vandhuller. En høj blåhvid himmel er gengivet i vandhullernes spejl. Vandet bliver til himmel. Strandengens græstæppe som drivis på vej til at smelte. Eller som et skovlandskab med søer og øer set fra luften. Almindeligt perspektiv og fugleperspektiv på samme tid. Himlen overtager billedet.
L. A. Ring: Lundbyes bænk ved Arresø
Træet til venstre i forgrunden, dets stamme og grene indrammer landskabet. Skyggerne fra grenene danner felter på jorden forrest, ligesom bænkens brædder omkring træet er skematiske. Skæve vinkler. Marker og vand er komponeret i retvinklede trekanter (kiler) og rektangler, men billedet er stadig realistisk og vellignende. I venstre hjørne et rent blåt trekantet felt. Landskabet er ved at krakelere, opløse sig i abstraktion. Tom bænk. Mikroskopiske huse i horisonten.
Olfactus
Næse, blomster, parfume. F.eks. planter, som begynder med r: reseda og rhododendron, ribesbuskene („står i flor som flammer”), røllike, risgræs og ranunkel. Erindring: Min farfar var gartner i Brædstrup. I baglokalet af hans butik i Bredgade lavede han store blomsteropsatser, buketter og kranse (jeg husker tydeligt vand, der kunne trykkes ud af tung oasis), imens han fortalte røverhistorier til de lokale hang-arounds. Hans grin lød som en hest, der vrinsker og kunne høres helt ud i butikken, hvor min farmor stod og ekspederede kunder. Selv ved jeg intet om blomster. Som skrivende bør man kunne sine plantenavne/sin botanik. Det talte vi om, Christian og jeg, i bussen på vej til Barcelona. De broccoli-lignende træer på siderne af Pyrenæerne, vi kaldte dem, helt urimeligt, reseda. Jeg tror, Fredrik Nyberg har skrevet om den plante (husker jeg forkert?), og det var derfor, vi endte med at kalde træerne sådan. At bruge plantenavne og botaniske termer som et eksotisk krydderi, man kan strø ud over teksten. Safran eller gurkemeje. Ordet dunst. Ordet duft. Men kan man tillade sig bare at finde på tilfældige navne til fænomener i verden? I Blomsterur bruger Nyberg plantenavne i alfabetisk (encyklopædisk) orden til at organisere teksten som en slags katalog, der nedbryder en fortællende kronologi. Jeg kan godt lide Fredriks bog, den enkle og tydelige struktur, han opnår med plantenavnenes alfabetiske orden. Ville jeg egentlig hellere, hvis jeg skulle modtage en sådan, have en enkelt rose end en hel buket? Og er et Ambrosius Bosschaert blomsterstilleben (imponerende) alligevel ikke kedeligere og mindre interessant end et Albrecht Dürer billede af eksempelvis Græs og urter? Er det en protestantisk overbevisning? Stilfulde kvinder bærer parfume diskret. F.eks. reproduktionen af Laurits Tuxens Blomstrende rhododendron i kunstnerens have ved villa Dagminne i Skagen, 1917, som hænger over sofaen i Michael og Emmys stue. Jeg tænker på lugte/dufte i 1917, er en meget ledende sætning.
Fodrejse
Fra Store Torv til stranden ved Den Permanente i året 2004
Første kapitel
Præmissen er Satans indgydelse af den digteriske idé i for-fatteren. At skrive er syndigt, Phantasteri er interessant og skamfuldt. Jeg bestiller to cheeseburgere på McDonald's, sætter mig og spiser dem på trappen ud til Store Torv, betragter skyformationerne til venstre for domkirkens spir. Tre engle kæmper med en herreløs hund og et strygejern uden ledning. Jesus dømmes til døden.*
Andet kapitel
BT-kiosken, et stykke chokolade til 7.95 og Information, ingen interessante anmeldelser i dag. Noterer, da jeg er trådt ud af butikken, at de tre engle er blevet til en traktor, hunden og strygejernet er vokset sammen til en kimære. Føler mig tung i kroppen og har stikkende hovedpine (som et skohorn bag panden). Tømmermænd. Kommer i tanke om, at jeg har glemt noget vigtigt, men det er for sent. Jesus modtager korset.
Tredje kapitel
Slentrer hen over torvet, jeg tænker igen på HCA's +'er i Almanakker, hvordan de markerer/peger på et menneske (sgu!) bag den skrivende – det kan jeg godt lide. Vand-
dragen (skulpturen) er et tilbagevendende diskussionsemne i Århus. Århus er Danmarks største provinsby. Skulle have taget en Treo, inden jeg gik ud ad døren. Jesus falder første gang.
Fjerde kapitel
Foran domkirkens port. Jeg kan se op ad kirkens tårn, mønstret på muren, som Toubro har gengivet i brønden for enden af Vanddragens hale. Tager tit mig selv i at føle en (postmoderne?) tilfredshed ved at kunne drage paralleller. Jeg havde først skrevet „blot” mellem „ved” og „at”. Jeg er meget optaget af sammenfald og ligheder, f.eks. beskrivel-ser af rorschachtavler (det ligner en sommerfugl etc.) og selvfølgelig også denne min skysport. Jesus møder Maria.
Femte kapitel
H. C. Ørsteds mindetavle på facaden af Århus Katedral-skole. Han opdagede elektromagnetismen, står der. Slud-der. På freskoafbildningen i Testrup Højskoles foredragssal er kongesønnen i Klokken portrætteret som Ørsted. Han står ved siden af Andersen i solnedgangen, de repræsenterer poesien og naturvidenskaben. H. C. Ørsted var HCA's gode ven. Han bærer et nydeligt, lidt danseskoledrenget smil på freskoen og en nydelig, velstrøget habit. Kan ikke danne billeder af skyerne her, måske en skildpadde, men det er (indrømmet) lidt søgt. Simon hjælper Jesus med at bære korset.
Sjette kapitel
Mine slidte blå jeans er ved at gå fra hinanden, de hænger i laser. Jeg tøffer ned ad Mejlgade og sætter mig ind på baren, Ris Ras Filliongongong. HCA drak vist meget Puns. Bestiller en reperations-Leffe og venter på Anders. Sms fra Anders: „Helt død, kan simpelthen ikke komme ud af sengen. Sorry.” Genskin fra vinduet på den anden side af gaden: En ung kvinde vasker op midt i fjæset af en bjørn. Veronika tørrer Jesu ansigt.
Syvende kapitel
Kigger ind ad vinduerne til Splab, Kunstakademiet. I sidste uge var jeg til en fantastisk koncert derinde med den japanske lydkunstner, Aki Onda. Nu er der helt stille. Kvinderne (næsten alle) var så bevidste inde bag deres flotte frisurer den aften. Og de hviskede. Jesus falder anden gang.
Ottende kapitel
Møder to bekendte i krydset ved Nørreport. Kort samtale, som jeg ikke gider referere. En stærk sætning dog i den anledning: „Også dit hår var strålende lyst som en sky.” Den passer godt ind her. Jesus taler til Jerusalems kvinder.
Niende kapitel
Grillbaren „Havnens Perle”. Skyerne ligner jo altid dyr, man tænker altid først på dyr, når man skal sammenligne skyer med noget, sådan er det også med rorschachs. Erindring om min ekskæreste, som narkosedopet spiste en pølse her. Måtte støtte hende hele vejen hjem til Ø-gaderne, og hun havde hikke („søde!”). Jeg har været her mange gange, min far har også været her mange gange. Når han prøvekørte busser for sin gamle arbejdsplads, tog han af og til en pause på „Pearl Harbour”, som de lokale har opkaldt stedet. Ekstra Bladet og en ristet med det hele. Jesus falder tredje gang.
Tiende kapitel
En oppustet kæmpe trækker et lommetørklæde på størrelse med et sejl op af frakkelommen. Næsten et citat, men det er fra syvende kapitel af „originalen”, så det gælder ikke. Og er vist heller ikke ordret. Jeg kommer til at tænke på det, fordi jeg står på Træskibshavnen, det er sådan, tankerne bliver til. Det må man (også) adlyde. Jesus afklædes.
Ellevte kapitel
De har fjernet Suttetræet og stillet det ind i rabatten. Det stod midt mellem de to stier før og var virkelig synligt. Dette sted giver mig dårlig samvittighed, gør mig utilpas. Jeg mødte en gang en ræv her, som var fuldstændig ligeglad med mig/mennesker. Den var ikke længere ræv. En af mine bedste venner er blevet far, og det er meget smukt. Jesus nagles til korset.
Tolvte kapitel
Stranden før anlægget/barakkerne ved Den Permanente. De slidte blå jeans i sandet og nu langsom brystsvømning i det kølige vand. Hurtigfærgen har flosset vandmænd op, som flyder rundt som kød. Næsten ikke flere skyer, og mørket er ved at tage over. En spasset sky-abe, der ryger en cigaret og endnu et strygejern, denne gang med ledning. Døden på korset.
Trettende kapitel
Omsluttende mørke bortset fra de ganske få stjerner, som ligner en rodet/spredt tegnsætning på himmelen. Jeg holder vejret under vandoverfladen og kigger op gennem vandspejlet. Skyerne er nu helt forsvundet. Jesus tages ned af korset.
Fjortende kapitel
+. Jesus lægges i graven.
* Niels Frank gør i Første person, anden person (i essayet „H. C. Andersen på Fodrejse”) opmærksom på en parallel i HCA's komposition (de 14 kapitler) til de 14 stationer på passionsvejen (Via Dolorosa) i katolicismen. Jeg har tyvstjålet fra Niels Frank og lagt min egen passionshistorie ind.
Tactus
Fingrene hen over sovemærker som en tydning eller genetablering af den elskedes ansigt efter søvnen, en slags blindeskrift: „De stod på et trapperepos, kyssede ikke, hun var vred (men sød alligevel), de gik tidligt hjem fra festen og knaldede.” Som børn „tegnede” vi på hinandens rygge med fingrene. Som børn legede vi doktor. Overfladen af frugt og bær. Jeg har lyst til at oplyse indersiden af din kind med en lille lygte. Jeg har altid lyst til kysse dine bryster. Som et vandmærke i en hundredkroneseddel er din venstre kind, „din tinding et bristet granatæble bag ved dit slør.” En behåret fersken og en poret citron. At kunne finde et hul i en cykelslange med læberne. Vi grinede alle af Kampmanns fornemmelse af en „hinde” mellem ham selv og verden, Christian fortalte om det i toget til Køben-havn og læste en passage op fra I glimt, oplæsningen illustrerede osmosen. At famle sig frem i et helt mørkt lokale. Jeg er ikke særlig god til at blande kort og spiller næsten aldrig om penge. Jeg bemærker: Jeg bliver fuldstændig elektrisk af at blive slikket i øret. At sidde i en stol med en skildpadde i skødet. En dørklokke kan og bør være som en brystvorte.
Forsideportræt – bagsidestilleben
Portræt. Albrecht Dürer: Selvportræt med pelskåbe (1500)
Mere moden (myndig) end på billederne fra 93 og 98, men stadig selvbevidst og velklædt, ikke lapset stilfuld som på de to forrige selvportrætter, alligevel tydeligt poserende i pelskåbe til trods for motivvalget, imitatio christi. En face og nærmest ikonagtig symmetri. At være 29 år gammel. Det lodrette i ethvert ansigt. Den vertikale akse (næsens linje videre til pelskravens samling på brystet) og den horisontale (det lange hår, som ligger lige skåret på skuldrene) mødes i billedets midte og danner et kryds eller et kors. + nøgleben. Hårets stående trekant (telt) og pelskravens nedadpegende trekant (kile) danner en rudeform i maleriets rektangel. Stram kompostion, som kongen i et spil kort, dog er øjnene diskret forskellige, og venstre øjenbryn er løftet en smule. Hovedet er Albrecht Dürers signatur, det lange, let krøllede hår som et stort A udenpå ansigtets D, som altid dette D indeni A´et, den reelle signatur netop sådan ud for højre øre på en sort baggrund. Den mest fremtrædende detalje i maleriet er højrehånden nederst, som holder pelskåben sammen og næsten pegende holder rudeformen op som en maske. Et stiliseret, tomt udtryk. Skægget er velplejet. Den sære pantomimiske gestus med tommel-, pege- og langefinger: dette mit sår efter spydet?
Stilleben. Vanitas
Den lille kugle faldt i 33 i rouletten. Indledningen på et eventyr. Som et billede på døden, naturligvis. Han blev helt paf. Den underforståede død kan være uhyggeligere end den virkelige, fornemmer man. Hermed eddiken for første gang i denne bog. „Mig tørster svarligen.“ En sommerfugl, som basker rundt i et blomsterbed, er en sommerfugl, som basker rundt i et blomsterbed og sjælens opstandelse. Der-til, langs jorden kravlende, en modbydelig bille. Påskelilje og kranium, alle klicheerne parvis. Et glas vin i et rømerglas her på bordet og et brød, som er skåret i tretten skiver. Lige netop tretten skiver, det er næppe tilfældigt. „Alt falder bort med døden, døden er tingenes sidste grænse,“ skriver Lukrets i De rerum natura, som var en af Ponges yndlingsbøger. Findes der en bagvedliggende orden? Justitsen er balancen på en vægt, det ved vi alle. Der er nødt til at være pis og lort. Der er nødt til at være sølv og guld og sne. Et enkelt tændt stearinlys står ovre i vindueskarmen, flammen blafrer og slikker op ad træets grene ude i haven. Francis Ponge om stearinlyset: „Natten giver ind imellem næring til en enestående plante, hvis glød opløser møblerede rum i skyggemassiver.“ At tage tingenes parti, på en gang definerende og negerende. Verden i fraktaler. Selv du er jo altid et andet sted her. I Inger Christensens Sommerfugledalen (et requiem) findes 14 linjer, der begynder med ordet som. „Som ligegyldigt hvilke ord, du spiser.“ En skjult mestersonet, en sommerfuglemontre.
Portræt. Rembrandt: Stormen over Genezerat Sø (1633)
„Det var et bibelsk værk. Det fortalte historien om Jesus med apostlene. Men jeg blev meget foruroliget, for der var fjorten i båden og ikke tretten som i biblen, Rembrandt havde puttet sig selv ind i billedet. Hvorfor var han der? Hvad lavede han? Det var meget arrogant af ham.” Sådan et greb fjerner fokus fra den historie, der skal fortælles i maleriet. Rembrandt bliver forgrundsfigur, omdrejningspunkt. Det er Rembrandt, som kigger os i øjnene fra Sankt Peters båd på den oprørte sø. Han optræder nærmest som et spøgelse. Han står rolig og holder fast i et vantetov med højre hånd, venstre hånd hviler på hans hoved, holder på hans hue. Båden, underlig i proportionerne, er løftet op på en bølge (vippet op, så vi bedre kan se), alt er tumult, men et stort hul i skyerne lader et stærkt gyldent lys falde ned på stævnen og virker næsten magisk. Det er Rembrandt (denne gang som to personer), der løfter Jesus ned fra korset på Nedtagelsen fra korset fra samme år. Påstand: Rembrandt lavede (også) selvportrætter, når han malede historiske/myteskildrende billeder. Det er indlysende, at selvportrættet/selvbiografien må forholde sig til den kristne fortælling på den ene eller anden måde. Jeg bekender, jeg stiller min samvittighed til skue. „Det var min favorit, fordi han havde placeret sig selv ombord på båden. Jeg vil sværge på, det var derfra, Hitchcock fik ideen til selv at medvirke i sine film. Men selvfølgelig, Rembrandt var den, som så bedst ud, da alle de andre var gamle og syge. Vi plejede at kalde ham Robert Redford.”
Nature morte. At nedskrive en tekst, man allerede har skrevet
Han taler om træet derude i haven
han siger kast et blik på det træ
han siger at træet er gammelt
han taler om træet i haven
han taler om dette træ
han siger se derude i haven
han siger dette træ er en ask
han taler om asken i haven
han siger kig nu ordentlig på det
han taler om dette træ
det er træet derude han taler om
det er asketræet ude i haven.
Han taler om grene mod himlen
han siger at træet har fingre
han siger at fingrene griber Gud
han taler om træet i haven
han taler om træet som krop
han siger at stammen er ryg
han siger at barken ligner hud
han taler om træet i haven
han siger at rødderne plejer de døde
han taler om dette træ
det er træet derude han taler om
det er asketræet ude i haven.
Han skriver om træ som er træ i sig selv
han prøver at skrive om træet som sådan
han prøver at skrive om uskrevet træ
om træ som er træ som er træ.
Portræt. Dødsmaske
Offender information:*
Name: Jesus Romero Jr. executed 05/20/92 / D.R # 801
DOB: 2/3/65 / Received: 7/24/85 / Age: 20 (when rec'd) County: Cameron / Date of Offense: 12/24/84
Age at time of offence: 19 / Race: Hispanic
Height: 5-6 / Weight: 128 / Eyes: brown / Hair: black
Native County: Cameron / State: Texas
Prior Occupation: laborer / Education level: 11 years (GED) Prior prison record: None
Summary: Convicted in the December 1984 rape-slaying of 15-year-old Olga Perales near San Benito. Romero and three co-defendants drove Perales to a remote location 1.3 miles west of State Highway 2520 where she was raped repeatedly and then beaten around the head with a pipe and stabbed twice in the chest with a knife. Her nude body was found the same day in a brushy area off Kilgore Road.
Co-Defendants: Davis Lozado, H/M, DOB: 4-28-65. Jose F. Cardenas, H/M, DOB: 1-7-68. Rafael Leyva Jr., H/M, DOB: 2-14-69. Lozado and Cardenas were convicted of capital murder. Lozado #798 was received 6-20-85 under a death sentence. Cardenas #400528 was received 7-3-85 with a life sentence. Leyva #403717 was received 8-21-85 with a 20-year sentence for sexual assault.
Race of Victim(s): (Hispanic female)
* Texas Department of Criminal Justice
(http.//www.tdcj.state.tx.us/stat/executedoffenders.htm)
Stilleben. Den sidste nadver
Execution 401*
Romero Jr., Jesus
#801
Executed 05/20/1992
Requested last meal:
T-bone steak, baked potato, salad, vanilla shake and chocolate ice cream.
* Kilde:
http://www.thememoryhole.org/deaths/texas-final-meals.htm
Fantomtegning af forfatterens ansigt
Stilleben. Museum. Arkæologi
Fladt skarpt formiddagslys står ind i lejligheden. Fra bordet, hvor jeg sidder og spiser, kan jeg se ned i en uredt seng. Tydelige aftryk af en krop, „en gorilla eller et monster, som er set skråt nedefra”, det hvide lagen er stivnet som gips. Dynen er faldet på gulvet for fodenden, hovedpuden ligger som en tung blok i midten af sengen. En opslået bog øverst i venstre side og et sammenkrøllet par underbukser (sorte). Lange skygger i relieffet. I folkeskolen konserverede vi dyrespor i skovbunden, hældte gips i dem og tog dem med hjem og satte dem i montrer. Sms fra dig kl. 8.30: „Var i Kongens Have i går, og alt var lige ved at blive rødt og knasede.” Enhver beskrivelse er vel egentlig højst et omrids, en tekst er altid et aftryk, et fossil. Du kun-ne bære en halskæde med en lille klump rav med et insekt forseglet i, men du er heldigvis ikke til rav. Det ville være en for grusom samvittighed at bære rundt på. Jeg tænker på, hvor utiltalende midaldrende kvindelige bibliotekarer kan være. Ravkvinder som den moderne tids hekse. Sendt kl. 9.24: „Er lige stået op. Kys.” Det mest interessante af John Kaceres trussebilleder er Jutta ´73. Hun ligger i en seng, den sædvanlige beskæring (antitorso) fra lidt over knæhaserne til midt på ryggen. Det er ikke den gennemsigtige sorte trusse (røvens flade smilesprække), men natkjolen (samme materiale som trussen), der er gledet op over hofterne.?De små stiliserede blomster og arabeske mønstre er broderet ind i stoffet, som var det musselmalet porcelæn.
Gustus
Æblet er det første. Dernæst figenbladet. For mit vedkommende en klæg chokoladekage med citrus. „Meget Sandse-lig.” At bryde et brød og hælde et glas vin op i overdrevet contrapostostilling. Testamenterne kort fortalt. Nadver betyder bare aftensmad. Hvad betyder egentlig konsistens? – Jeg kan ikke forestille mig smagen af noget uden konsistens. Har det med fylde, fasthed at gøre? Ordbogen siger fasthed, stivhedsgrad. Har f.eks. en penis mere konsistens end en vagina? Spis brød til! Det virker forkert. Konsistens kan næppe gradbøjes på den måde, men smagen hænger sammen med berøringen. Kondomer med smagsnuancer? En filur-is? Her kan jeg ikke lade være med at nævne en østers. Også her saften fra en citrus. Temperantia. At det komplementære findes, peger på, at der er sammenhæng i verden. Relation snarere end substans. I Kapriciøse indfald skriver Jünger om fænomenet, den stereoskopiske fryd, for tungen/ganens vedkommende nærmest en slags berøringsværdi i sansningen, en kombinatorisk eller sanseoverskridende evne: „Champagnens Særstilling blandt Vinene beror paa dens brusende Skum. Ogsaa Striden om, hvad der i Grunden er ved Østers, maa ses under denne Syns-vinkel; her kan det ikke komme til nogen Afgørelse, inden Følesansen tages med paa Raad. Smagsevnen tvinges til at overskride sine Grænser, og den er taknemmelig for at blive hjulpet af Sted med en Draabe Citronsaft.” Jeg husker at have spist grønne druer, hvorefter cigaretter smagte, som var det en af de første gange, jeg røg, cigaretterne smagte helt vidunderligt. Der skulle være antidepressive stoffer i chokolade. Som smagen af et rødvinskys (dit) dagen efter. En vinanmeldelse: „Cool nedtonet og lidt lukket stil, ret klassisk, streng med solbær og blyant, ganske stringent, slank og stålagtig, til den elegante side, men mangler dybde.” Jeg genkalder mig smagen af næseblod. På de flamske kød- og frugtmarkedsbilleder fra 1500- og 1600-tallet har de sælgende kvinder ofte dybe halsudskæringer. Jeg skriver alt dette med en abe på skulderen.
Tre breve (appendiks)
Århus, 18. oktober 2004
Kæreste
Det er en svær tid nu. Jeg tvinger mig selv til at trække vejret. At huske ind i søvnen. Jeg har stillet en papkasse med uldne trøjer oven på bogreolen for at markere Hjem. Dine breve dumper som breve ind i entreen. Du skriver mærkelige ting og sender mig smukke gaver. Skal man ydmyge sig selv, blot fordi man bliver ydmyget?
Jeg tænkte forleden på vores tur til Firenze, på besøget i Uffizierne og frokosten på den efterfølgende café. Kan du huske, vi talte om de langlemmede kvinder og englelignende børn i Botticellis billeder, den verdensforsagelse eller idealisme, han udtrykker. Det fik mig til at tænke på, at der næsten ikke er nøgne børn i kunsten mere.
Egentlig har jeg ikke så meget på hjerte. Jeg tænker på dig dagligt og kigger ud ad vinduet på kastanjetræerne, som er begyndt at tabe bladene. Håber du vil blive glad for vanterne, jeg har sendt med. Er kulden hos dig også et klimatisk fænomen?
De bedste hilsner,
din Mads
P.s. Apropos englene – jeg kom til at tænke på en sekvens af Sea breezes, Roxy Music:
„We´ve been running round
in our present state
hoping help will come from above.
But even angels there
made the same mistakes
in love, in love, in love, in love.”
Århus, 2. december 2004
Kæreste
Du har sendt mig fire breve de sidste par måneder, og jeg har kun sendt dig ét (dette er så mit andet) – jeg ved ikke, hvad det skal betyde?
Jeg har spekuleret på det, du skrev om at falde. Du har læst, at ingen retning gør større indtryk på mennesket end faldet. Tænk, hvis alle tænkte på deres fødder hele tiden. Thomas lod mig vide, at når et menneske er begyndt at få problemer med at holde balancen og oplever at falde, er sandsynligheden for at falde igen stor. Jeg tror, jeg har problemer med at holde balancen (jeg tror også, han kan
se det på mig).
I går skrev jeg på nogle ansøgninger til forskellige fonde, bl.a. Toyota Fonden og Konsul Jorck og hustrus Fond. I dag har jeg sendt min oversættelse af Tor Ulvens Stein og speil til Arild Batzer. Jeg har sådan brug for penge, det plager mig hele tiden ikke at have penge. Jeg kan ikke lave noget ordentligt, før jeg får orden på min økonomi. Håber du kan holde ud at læse dette. Tænker stadig på dig næsten hele tiden.
din Mads
P.s. „Desuden har jeg nu i en hel måned været plaget af hæmorroider.“
Århus, 28. december 2004
Kæreste
Det bliver koldere og koldere. Klamt. De seneste dage har været vandkolde på en måde, jeg aldrig har oplevet før. Det hyler fra sprækkerne i mine vinduer, som man siger.
„I Rusland er det almindeligt med lange, trøstesløse, vedholdende regnvejr.“
Jeg har lyttet intensivt til den cd, du sendte mig. Jeg forstår nu, at tingene stiller sig anderledes, vi må begynde forfra, vi må tænke på hinanden på nye måder. Eller helt lade være med at skrive sammen, afbryde korrespondancen? Ét sted skal man begynde.
Jeg studser især over sidste nummer på cd'en. Jeg lægger mærke til det, fordi det er smukt og voldsomt, og fordi Svend Johansen citerer fra det i Requiem, der er et af hans bedste digte. Jeg har altid oplevet Bachs musik som en mur, masssiv, med en massse forsiringer – lidt som det digt. Hvad betyder det mon for dig, at passion kan forstås på flere måder?
Kærlige hilsner,
Mads
P.s. En anden sekvens af Sea Breezes, Roxy Music (du bliver nødt til at anskaffe dig pladen):
„I´ve been thinking now
for a long time
how to go my own separate way.
It´s a shame to think
about yesterday
it´s a shame, a shame, a shame, a shame.“
Note
Flere steder i denne bog har jeg lånt passager eller formuleringer fra andre bøger, nogle gange står sætningerne i citat, mens andre passager glider umærkeligt ind i tekstbilledet. Langt fra alle kilder er angivet, og mange er simpelthen glemt i skriveprocessen. Jeg skylder tak for lån til forfattere og kunstnere. Også tak til Mikkel Carl for fantomtegningen og for omslaget.
Indhold
Stærkt røde sokker til slidte blå jeans
Visus
Rorschachtavler
Auditus
Landskabsmalerier
Olfactus
Fodrejse
Tactus
Forsideportræt – bagsidestilleben
Gustus
Tre breve (appendiks)
Note