UDE
Frederik Christian
Published by Frederik Christian at Smashwords
Copyright 2011 Frederik Christian
Photo by Kasper Palsnov
Smashwords Edition, License Notes
This ebook is licensed for your personal enjoyment only. This ebook may not be re-sold or given away to other people. If you would like to share this book with another person, please purchase an additional copy for each recipient. If you’re reading this book and did not purchase it, or it was not purchased for your use only, then please return to Smashwords.com and purchase your own copy. Thank you for respecting the hard work of this author.
26/6 – 8/7.
Det følgende er skrevet i dagene under og ugen efter Roskilde Festival 2011.
”You are nothing without that someone to keep you from blacking out.”
– Veto
Om at forsvinde
Vi flyver op af vores egen krop
ud over kanten af os selv
over englenes rødglødende mark
hænger vi som kongeørne
med havet brusende sanserne susende
over hovedet på os selv
klar til at styrtdykke
falde ned fra himlene og gøre indhug
i hinandens øjne af stjerner
med afstande mellem os
levende og døde som supernovaer
klar til at eksplodere
og sende vores støv
ud i universet
ud i omkvædet og verset
som grædende dale
og talende klipper
folder vi vores vinger ud
og lander dalende
der hvor vi kom fra –
tilbage til livet
flyver englebørnene
med en sommerfugl i maven
og en djævel under huden
ude af hinandens
former og proportioner
suser virkeligheden
i deres øres konkylier
som brudstykker af et andet sted
hvor man var en anden
i hinandens refleksøjne
falder vi ned fra himlen
når vi kommer til os selv
brusende som bølger
finder vi hinandens bølgelængder
som man finder et gammelt brev
af en anden tid
i et andet rum
hvor vi var lidt af os selv
og dem vi møder
og helt anderledes
som svævende signaler af os selv
De orange gnister
som dem fra et bål
stiger op i nattens maskineri
ud over scenekanten
De orange gløder
som dem under vores fødder
gløder i vores sanser
ind i nattens zeppeliner
De orange øjne
som dem på et nattemotiv
sprænger alle netværkers lokomotiv
og møder hinanden som ild og brint
De orange gnister i natten
fyrer op i luften og gnistrer
forsinket som et trommeslag
til skærm til øje til forstærker til øre
Dine øjne er orange
gnister i den sorte vind
nedsmelter mit sind
når nattens toge ruller ind
De orange gnister
som stiger fra vores skelet
brænder ud
og bliver usynlige objektiver i natten
Vi fløj op
og væk i lysnatten
Vi rejste os
og vores nakkehår rejste sig
da vi rejste spørgsmål
og rejste i formationer i form af lys
ind i øjnene
Vi fløj ud af os selv
som vi lettede
og mistede jordforbindelsen og kontakten
med hinandens lemmer
Vi fløj
Vi fløj som mælkebøttefrø i vinden
og plantede idéer
i hovedet på hinanden
Vi fløj
Og vi landede næsten igen
på et andet stykke græs
med begge ben på jorden
Vi fløj som rejsende lys
evigt og altid
til den ekspanderende grænse
for vores eksistens
som eclipser
falder glorien af hovedet
når vi flyver
som bare fanden
Vi fløj
højere op
end os selv
og bjergene på månen
i cirkelformer fra solens
brændende ildlys
udsendt fra et andet sted
Vi fløj ud
af tidens vingefang
Ude af os selv
Ud af hjernens hjerter
starter en rejse
med kurs mod himlen
sprænger eksplosionerne
vores øjnes begrænsninger
Vi flyder ud
af facaderne
af vores personer
Vi flyder ud i dagen
efter nattens længsel
og trængsel i et fængsel
flyder omgivelserne
ned ad mit ansigt
så bægeret flyder over
Vi flyder
ud
af i går, i dag og i morgens
blinkende markører i mørket
for vores personligheder
der skifter som lyskryds,
junglernes udseende og lys
krydsende verdensrummet ændrende retning
når det brydes i spejlene af vores kroppe og øjne
blanke som issøer
flydende ud i et maleri
af vores relationer
med spraglede pensler
og øjnene hængende i laser i laser
og overfladen hængende ud ad øret
kaster vi farver på lærredet
af hinandens abstrakte kunstværk
af udtværede livsformer i bevægelse
Kroppens kapsel i stjernerne
i det ultimative sus af vægtløshed
syd for horisonten
udvidet som pupiller
og netværk af blodbaner
krydsende det hvide materiale
vendt ud af dine øjne
i flashende nætter
forsvinder vores tramp i jorden
og fodspor i ny sne
før krystallerne smelter
og kollapser til nye formationer
af skulpturer og is
så koldt og uendeligt
som kosmos og kaos
kigger jeg efter vores jeg
forsvinde ud i sommernatten
dugfrisk og dynamisk og du er fresh af nye rytmer,
tracks i æteren,
bekendtskaber på tværs af maskerader
og åbne hjerter
der stiger som balloner
op i den åbne himmels porte
mellem dette
og det andet
af os definerede
sted
Til A. M. I-X
I Rumraketter
På tværs af græsset
og tidslommerne
går jeg med hænderne
i dine beskidte jeans
På tværs af omgivelserne
klistrende til kroppen
går vi ud af skinnet
og skifter til en ny profil
På tværs af himmelrummet
sitrer vores elektroniske stemmer
som insekter i transformationen
fra dag til nat
På tværs af dit sinds netværk
af tankeelektroder
tænker jeg så det knager
og brager i dit vuggende skelet
På tværs af verdensrummet
simrer vores drømme
i et stort mix
af ingredienser og tikkende ure
På tværs af vores kommunikation
skinner vores krops sprog
og kroppes signaler
som lanterner i havnatten
På tværs af tidsrummet
banker vores hjerter
på døren til den anden side
af diamantkonstellationen
På tværs af dine øjeplaneter
På tværs af dine berøringer
På tværs af dine dagdrømme
På tværs af vores liv
roterer jeg om mig selv
i henhold til andre faktorer
og glasskarpe tværsnit
med døden i baghovedet
På tværs af vores kærlighed
til fremtidens udseende
fanger jeg dit blik og ser dig
som naturens blikfang i øjnene
På tværs af afstanden
banker jeg Tiden
i gulvet
og drikker dens blod
På tværs af dine kys
banker jeg fornuften
ind i mit hjerte
og kæmper videre for dig
som de forhistoriske krigere
kæmpede for frihed
før historien
gik sin egen gang
På tværs af alle universer
brager vores tidskapsler
som susende raketter
ud i rummenes ildmure
af boblende stof
lyser vores øjnes
spejlreflekser på tværs af alle
håndtryk, aftryk, indtryk og udtryk
II Perspektiv
Jeg får indblik i dit hoved
med mine øjne og vores berøringer
som man får et blik ind
i uendeligheden gennem en kikkertlinse og vores kontakt
med virkelighedens underlag
III
Jeg taber mit ansigt
og samler det op
fra undergrunden
og sætter det sammen
detalje for detalje
er det sammensat
som vores krop
når mine hænder om din talje
sender os ud af kroppen
ud af teltet og ud ad vejen
med et glimt for enden
ser jeg dig med et glimt i øjet
og følelserne på tøjet
slå mit ansigt
ud af hænderne på mig
Jeg samler mit ansigt op
efter det har været udtværet
og tabt på gulvet
som en porcelænsfigur
i tusind brudstykker
bryder jeg stykkerne som lyd i acceleration
og sætter dem sammen
som puslespil i morgensolen
skarp som splintret glas af sandkrystaller
smeltet og formet
i en omsmeltning af strukturerne
engang i en smeltedigel
i et kys brik for brik
IV To og alene
Alene i dit ansigt
Alene i dine øjne
Alene i din mund
Alene i dine ører
Alene i din næse
Alene i dine hænder
har jeg mere
end jeg kan forestille mig
i de gennemsigtige flager af flydende is
der fylder og flyder i sommernattens
sydende tidspunkter og kogepunkter
Alene i natten og dagen
er vores kommunikation
hvide talebobler
spørgsmålstegn og udråbstegn
over teltdugens og nattens udstrakte
hænder og presenning
der forsvinder og bliver
Alene i vores samtaler
har du mig
i din hule håndflade
Ene og alene
i os to
er jeg mere én
end vi er to
Der er så mange ensomheder
som der er bjerge og ekkoer
og jeg er vild med en som hedder
det samme som de bjergtinder
hun skriger sit liv ud fra
Alene i dig
Alene på grund af dig
går jeg ud fra
at fremtiden er en nyfødt måne
Alene på grund af dig
kan jeg se mig selv udefra
og alt det der kommer indefra
er mere ægte end stjernetåger
i en anden galakse
er vi lige her
I din krop og dine sanser alene
er jeg ude af mig selv
Ene og alene dit væsen
er mit du
i mine digte
og ansigt til ansigt
er vi
to og alene
V
Mit hjerte pulserer for dig
fordi du er dig
kan jeg trække vejret
uden at tænke i tid og rum
Min hjerne banker
på døren til dine
begreber om livet
der også er mine
Vi er to sider af samme dag
og når døgnet bliver sort
knuger jeg mig til tanken
om at hele livet er tilbage
Mine øjne brænder for dig
som en mikroskopisk stjernes
storhed går op for mig
kommer jeg tilbage til min hjerne
og mit hjertes slag for dig
er konstant
som tunge beats i baggrunden
og tyngdekraftens stædighed
VI
Nu er du tættere på
end min egen hånd i mørket
og jeg sender mine tanker
til da du var borte
og tiden gik i slow motion og i stå
Nu er du længere væk
end mit eget ansigt i verdensrummets satellitter
og jeg sender mine tanker i stop motion
til dine inderste rum
og nutidens lynhurtige live–transmissioner
VII
Du er halvtredstusind hænder
klappende unisont i mellemgulvet
Du er bassen over pladsen
bankende som et hjerte tæt på
at gå i udbrud
Du er de unge stemmer
der sitrer som drømme og væsker
Du er snart på den anden side
af planetens roterende akse
Du er en centimeter
fra at nå mine læber
i et uendeligt møde
VIII
Jeg lærer dig bedre at kende
uden for vores faste rammer
i lyden af et band
der lige er kommet ud
Ude i natten
ligger vi under den slukkede himmel
mens vores lukkede øjne
åbner og for tankerne
efter vores sansedans
Jeg læser dig bedre
med orange øjenlåg i solen
i et break midt på dagen
deler vi vores eftertanker
Inde i dagen
er mine følelser om dig
som bier er om blomster
krystalklare drømme for os
i relief til flugten
står du lyslevende
og smiler til mig levende som lys
uden for kontekst og meddelelser af udtalte ord
glemmer vi alle udeståender og omfavner appelsinsolens skal
IX
Himlen åbner sig
og deler vores elektriske ord
som knæklyn strækker sine arme
på tværs af lyserøde og lilla
ekkoer af lys på himlen
Jorden runger under os
og dræber vores ord
med tunge stød
Forandringen pryder
dit ansigt og dine våde træk
ændrer sig i henhold til mine
og omgivelsernes skybrud
vender op og ned på scenariet
Vores kram bryder skyerne
Vores ord bryder grænserne
Naturens fænomener har altid været i dit hoved
men nu lægger du panden på mit øvre bryst
og tænker dig væk fra uvejret
Du skal ikke være bange, siger jeg
Sandsynligheden for min ryg i dit syn
er mindre end et lyns
nedslag et forkert sted på et forkert tidspunkt
og nu vil du altid være
elektricificerende lyst på min hud
Vores hjerter åbner sig
som planter for solen
i takt til de ændrende omgivelser
er vores forbindelse konstant
X
Du og jeg så fremtiden
i øjnene af vores kranier
øjnede vi en mulighed
for at komme tæt på
Du og jeg så os selv
i spejlene af vores fortid
flækkes vores menneskekrop
som sollys i en prisme
Ude af kroppen
–
Ude af mig selv
tager jeg dine kroppe
og kaster vores bolde
op i luften
Ude af mig selv
ser jeg os oppefra
i en nærlivsoplevelse
ude i rummet
Uden for rækkevidde
løber jeg over sletterne
før vi bliver slettet
griber jeg dine tanker
–
Ude af dig selv
tager du mig på græsset
og begriber vores intriger
inde i nætternes eventyrslotte
Ude af dig selv
ses vi ved sølvsøens
fra lysene lysende vand
stillestående på den anden side
Inden for rimelighedens grænser
løber din fantasi af med mig
før vi bliver udslettet
kaster vi os ind i ringene af vand og irisser
–
Inde i mit selv
kommer jeg til mig selv
og indser de skinnende nætters
udviskede illusioner
Inde i mit selv
er jeg et fotografi af et fotografi
og jeg kommer til at tænke
på dig som relief
Ude af stand
til at genkende livet
åbnes vores parallelverdener
uden afstand
–
Inde i dit selv
kigger du på en fyr
der er fyr og klamme
for at hælde benzin på din brændende appetit
Inde i dit selv
kan du se ud
på et ændrende ildhav af galakser
der ændrer sig og er de samme herfra
Uden om vores fæstninger
rejser vandene sig
og vi sejler ud i livet
med luft under vores albatrosvinger ...
ude af mig selv
ude af dig selv
ude af os selv
bryder vi grænserne
som lyd og lys i bevægelse
omfavner jeg naturfænomenerne i dine øjne
og ser dem som små big bangs
og oprindelsen til det univers
jeg vil skabe sammen med dig
med vores egne hænder
navngiver vi alle dyr og planter
og kalder livet for vores eget
habitat af grænser,
netværk, forbindelser og barrierer
på tværs af alle drømme
går jeg ud af mig selv
og ind i dig
for at finde ud af lidt mere
om mig selv og min tid hernede
i ældgamle grotter og fremtidige vægtløse rum
flakser vores silhuetters hulemalerier
i skyggernes gløder af ild af gnister
Ude af alle andres hænder
drømmer vi os ud af dette
og ind i livet
ude af stand til at slippe vores virkelighed
af syne
Du er et dig
Jeg er et mig
Vi er hinandens
jeg
V
i
kunne være hinandens
forældre og børn
for vi kender hinanden
ud og ind og så alligevel ikke
Vi er hinandens
sæd og celler og kød og blod
for vi kender hinandens
ansigter og historier
Der er kun vores sjæl
konstant og forandrende
som en måne, en planet
og et landskab gennem tiden
Der er kun vores sjæl
skrattende og knitrende
som åben ild og en gammel LP
fra et andet tidsrum
Jeg ser min vens profil
glide som et nattog
gennem nattens
oplyste vinduer
Jeg ser min ven i profil
kaste sine arme i stormvejret
og glemme sig selv
som man glemmer en medpassager
På grund af grundstofferne
der forbinder vores eksistens
tager du mig til et andet sted
på trods af en promille på 0
På grund går vores ubåde
der minder os om andre tider
og med et slag
på min jungletromme kommer det ud på 1
Vi zigzagger som numre løse i luften
fra et til noget andet
Vi er langt fra ettallerne og nullerne
med en kæp i øret
har jeg trukket et nummer i køen
Vi deler numre og bliver enige om
at nogle er bedre end andre
Vi er adresser og husnumre
til venstre og højre
for vores eget liv
Vi gør et stort nummer
ud af at komme foran
Vi er cifre og ord og langt væk
fra vores cirkler i vandet
strømmer vores interferens med hinanden
Vi kontakter hinanden
for at finde hinanden
før vi har fundet hinanden
Vi er lige nu og her
kombinationer blivende til sætninger
Nu er du væk
i sommerfuglenatten
mixes vores mønstre og farver
af tanker helt nede på jorden
og psykedeliske motiver
af udtværede
øjne, næser, ører, munde og overflader
brændende under huden
som lyst i et barns bryst,
en idé i hovedet på en videnskabsmand,
himlen i august i en nær fremtid og en sang
i hænderne og munden på en musiker
Nu er du helt væk
og din krop ligger i mine arme
selvom vi ikke er sammen
som en tom emballage på jorden
Vores vingeslag påvirker hinanden
med storme i glas og vand
blæser de mig omkuld
og smelter sammen med omgivelserne
ligesom rødglødende jern
i hænderne på en smed
Vi er farvede af hinandens ord
frakoblet virkeligheden
tilkoblet hinanden
i en skrattende forbindelse
sidder du fast i mit hoved
samtidig med at du falder ud
ligesom et gammelt brev
brændt i ilden
med en tåre
og en klump i halsen
Vi skaber vores egne rum
når vi fanger tiden
med net og hinder
som børn fanger sommerfugle
Vi er for tunge til at lette
Vi er for lette til at blive på Jorden
Vi skaber vores egne tider
når vi indfanger rummene
med vores regnbuehinder
og linsers farvespektrum
Vi er for unge til at sætte
det sidste punktum
Vi er for unge til at sætte
komma i farten
Vi er for unge til at dø
så vi holder drømmene i live
Vi er for unge til at uddø
så vi ser og hører slipstrømmene live
Vores forhold til hinanden
er de vildeste vindstød i Norden
Vi er for tunge
til at falde op
og nu stikker det helt af
Vi falder fra hinanden
som stykker af is
på en smeltende pol
Det er plus og minus
Vores hud smelter
som stearinlys
smelter sammen med luften
Vi to
går aldrig
helt fra hinanden
Vi to
går aldrig
helt fra forstanden
Vi
falder
fra
vores
højdedrag
ser vi hinandens
svævende kroppe på liner
Jeg fandt et knæklys
kunstigt blåt som himlen
der fortalte mig
at farver er forskellige
Jeg har det i hånden nu
som lys til dette digt
og det er lysene i natten
der tænder skæret i hver dag
Jeg knækker lyset
i mine sorte huller
Lyset knækker
nattens koder
Blå, røde, grønne, gule,
pink, lilla og orange –
vi definerer hinanden
i de flydende stoffer til eftertanke
Når vi er ude på dybt vand
kredser virkeligheden under os
Når vi lukker os ind i hinanden
er projektilerne udefrakommende
fragmenter af indkommende
inputs og outputs fra her og der
Med dig i mit baghoved
og ved min side
i to sider
og tre dimensioner
af samme sag
flyver jeg aldrig så tæt på solen
at jeg ikke kan finde tilbage
Jeg har groet vinger,
brændt mine fingre,
men nu er vi ikke længere
fremmede
Med vores flettede
tunger og tanker
og os i hinanden
er der ingen smutvej tilbage
Du rejser mine nakkehår
når vi rejser væk
Vi rejser som svaler langs kysten
og delfiner brydende bølgerne
fra et skibs fastlagte kurs
bankende igennem lydmuren
til den anden side
hvor væggene smuldrer,
jorden vibrerer og stenenes strukturer løber
ud i vores hænder
som sand fra et smadret timeglas
Vi rejser i lysenes partikler
accelererende
skinnende gennem alle
faste rutiner
Der er et inde til et ude
Der er en død til et liv
Der er et her til et der
Der er en forbindelse mellem os
Der er et dig til et mig
Der er en hjerne til et hjerte
Der er en dag til en nat
Der er en nat til en dag
Derude blinker øjne og lys
Derinde brænder følelser og kuldegys
i vores forbundne hjertes blod
strømmer hjernesignalerne
gennem nerver og blodårer
går vi ind og ud af os selv
som vinden blæser
gennem hårets rødder vejer vores russus
Nu og her
Min ven, jeg må efter hende
Jeg ved du forstår det
Løb, siger du
Min ven, jeg kommer tilbage
Det ved jeg du forstår
Vores fantasi løber ud i nattens
dryppende haner sprøjtende fontæner
af flugt og gribende øjeblikke af ligegyldige skænderier
Min ven, jeg må forlade dig nu
Men vores venskab er solen og månen
og jeg må lære hendes univers at kende
som min egen slidte bukselomme
ud og ind af krogene på planeternes skyggesider
op og ned (ad stigerne og stierne
til vores sanser
i udflydende hjerter
blottet for lyset
flyder vi ud)
før nuet
er en komet
i atmosfæren
bag himmelbarrieren
Jorden kalder!
Vores dagdrømme og flugtveje
sender vores tanker væk
og efterlader vores blikke
som fjerne stjerner
Vi kommer snart tilbage
Vores drømme og rejselyst
rejser en million spørgsmål
og efterlader vores fortid
måbende og håbende
Vi kommer ned på Jorden igen